Sådan spotter du det skjulte sukker

Det er en af mine store kæpheste, at vi indtager forarbejdede fødevarer, som vi helt rimeligt antager er mad produceret på samme måde, som vi ville gøre det i et køkken og med de samme ingredienser, som vi selv ville bruge. Glem det.

Vidste du for eksempel, at der i meget kødpålæg er sukker? At 40% af den økologiske blanding Frikalet (den blanding, som tilsat kød og vand giver den gode frikadelle-smag, som jeg selv har brugt rigtig meget tidligere) er sukker? Altså næsten halvdelen af posen. Og at i Maizena sovsejævner, som jeg har yndet at jævne min sovs med i mange år, udgør sukker godt en fjerdedel af pulveret? (I øvrigt er der ikke majs i Maizena sovsejævner, som jeg egentlig troede – der er ris- og kartoffelmel.)

Nej, vel? For hvorfor i alverden putte sukker i sovs, frikadeller og kødpålæg? Det ville vi da ikke gøre hjemme. Nej, men det gør producenterne for at modificere og smagsforstærke maden. Og ja, jeg ved godt, at det er vores ansvar at tjekke, hvad vi putter i munden, men der er altså fødevarer, hvor man ikke har fantasi til at forestille sig, hvad der er puttet i for at få det til at smage (og ligne) rigtig mad.

I dag tjekker jeg alt, der er forarbejdet – og har fundet en del produkter, som faktisk er helt okay – men hold nu op, jeg har også fået mig en øjenåbner. Det har de engelske familier også, der deltager i den meget anbefalelsesværdige dokumentarserie på DR ”Kampen mod fedmen”, som jeg vil anbefale dig at se. Du finder den her: https://www.dr.dk/drtv/episode/kampen-mod-fedmen_60674

Hvis du er en af dem, der synes, du gør rigtig meget for at holde vægten eller tabe dig, men - som også som jeg - leder efter de hurtige løsninger i en travl hverdag, og som bare tager på og på uden helt at forstå det – ja, så tjek dine forarbejdede produkter i køle- og køkkenskabet. Du vil blive overrasket.

Til gengæld kan du væbnet med en lup (varedeklaration er skrevet forbandet småt) finde alternative produkter, der letter livet i et travlt køkken, men uden at fylde dig med skjult sukker. Jeg er ikke sukkerforskrækket – men jeg foretrækker sukker i min æblekage og ikke i mine frikadeller. Hvordan du læser en varedeklaration, kan du se her: https://taenk.dk/test-og-forbrugerliv/mad-og-indkoeb/varedeklaration-saadan-laeser-du-den. Jeg går selv blandt andet efter den lille sætning ”heraf sukkerarter”, når jeg skal vurdere, om varen skal i min indkøbskurv. Er det et produkt, der skal anvendes relativt meget af i din madlavning og er sukkerindholdet højt, vil jeg forslå at finde et alternativ. Det samme gælder naturligvis i forhold til mættet fedt og salt.

Og hey – se dig rigtig godt for, når du køber de der veganske alternativer til kød. Mange af dem er spækket med sukker og andre hurtige kulhydrater. Det er lidt af en myte, at man er sund, bare man spiser vegansk. Tag for eksempel pomfritter med ketchup. Vegansk hele vejen igennem 😀.

Der findes i dag faktisk gode alternativer, der også indbefatter forarbejdede fødevarer, som jeg bruger. For eksempel har mange butikker nu poser med blandet OG skyllet frisk salat, hvilket har øget vores forbrug af salat væsentligt. Ligesom du også kan få en lækker mayonnaise lavet på rapsolie, som indeholder de gode omega 3 fedtsyrer.

Hvis du er nysgerrig efter, hvordan jeg ellers har tabt mig ti kilo og fået ti centimeter mindre bugfedt om maven på den sjove måde, uden de store afsavn og kur, kan du klikke ind og se mit digitale foredrag ”Sundhed, selvværd og livskriser her: https://www.zoul.dk/. Jeg taler blandt andet om at nære de tarmbakterier, der slanker os, og hvordan du kommer til at sove bedre og dermed også være mindre sulten. 

Tilsidst: Har du lyst til at få mine små fif direkte ind i din mailbakke, kan du klikke dig her og tilmelde dig nyhederne. https://www.zoul.dk/nyhedsbrev

 

Kærlig hilsen

Lisbeth 

 

 

 

 

 

 

 

Kategorier

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!