Livsmestring? Tjek et par gode bøger ud her.
Få Ro på livet i en verden der larmer - 33 tips til hvordan
Hvordan finder man ro, når kroppen larmer, livet kalder og kalenderen eksploderer? Den tidligere børnerådsformand, forfatter og samfundsdebattør Lisbeth Zornig har sat farten ned – og skrevet RO PÅ – 33 tips til det gode liv, en bog spækket med kærlige spark, selvironi og veldokumenterede redskaber til en sundere, mere balanceret hverdag.
Alt begyndte med et lægebesøg. Efter år med hård træning og sund livsstil kom beskeden fra reumatologen: “Du har overtrænet. Nu skal du gå ture, svømme og strække ud – i 12 uger.” Det blev starten på et opgør med den indre dommer, med præstationsræset og med forestillingen om, at lykken findes i konstant optimering.
Med varme og vid tager Zornig læseren med fra en voldsom barndom på Lolland til livsindsigt, heling og ro. Bogen bygger bro mellem savannemenneskets nervesystem og nutidens hamsterhjul, mellem traumer og posttraumatisk vækst, mellem forskning og praksis. Den rummer kapitler om søvn, tarmflora, følelsesregulering, epigenetik og dopaminfaste – og et generøst udvalg af lavpraktiske øvelser, man kan gå i gang med med det samme.
RO PÅ er både en personlig fortælling og selvhjælpsbog. Den trækker på både førende forskere som Sapolsky, Lipton og Borbye Pedersen – og på Zornigs egne erfaringer med at lære at tygge, nynne, sige nej tak og tage den med ro.
”Du behøver ikke være perfekt. Du behøver ikke engang være god nok. Det er faktisk fint bare at være,” siger Lisbeth Zornig. “Det lyder simpelt – men det er det sværeste i verden for os, der er vant til at klare alt selv. Derfor har jeg skrevet denne bog. Ikke som en opskrift, men som et fristed. Til dem, der længes efter ro – og mod.”
RO PÅ er en maggiterning af Lisbeths personlige rejse, hendes viden om stress, sundhed, livsglæde og vanebrud.
Læs et interview med Lisbeth om at få ro på i Beboermagasinet her.
Anmeldelser
"Behagelig læsning, hvor man inspireres til at tage vare på sig selv og få ro på. Andersen trækker på anerkendte teoretikere indenfor mad, motion, spiritualitet og det gode liv. Bogens mange anekdoter og pointer understøtter fint de mange anbefalinger til, hvordan man kan betræde stien, som fører til ro i hverdagen.... Bred anskaffelse anbefales til alle biblioteker, bogen vil blive efterspurgt." --- Bibliotekernes lektørudtalelse
”På en meget fin måde kommer Lisbeth rundt om rigtig mange aspekter omkring evolutionen og giver os på den måde en anderledes måde at forstå os selv og dermed komme nærmere de redskaber, der skal til for at finde det optimale i livet … Der er rigtig meget, andet godt tankegods i bogen… En klog bog, fyldt gode råd serveret anderledes, end vi er vant til.” --- Bogsyn
”Autentisk og relaterbar guide, som belyser, hvordan vi bedst kan tage kontrol over vores liv, når alt føles uoverskueligt. Ikke noget hokus pokus, men konkrete og forskningsbaseret tips til at finde balance og velvære. En yderst inspirerende bog, som både motiverer og giver håb, hvis man føler, man står fast. Jeg kan varmt anbefale den til alle, der ønsker at få ro og stabilitet i livet. --- Annemorsbogblog
⭐⭐⭐⭐⭐⭐ ”Bogen er skrevet i et nemt sprog, som gør rådene lige til at gå til - hvor der også er øvelser, som fungerer virkelig godt, og samtidig følger man også Lisbeths rejse. Jeg giver 6 hjerter ud af 6 hjerter, for den her bog er mere end bare højaktuel - den er et statement, som siger, at det er okay at stoppe op indimellem, også inden det går helt galt. Virkelig inspirerende.” --- Mullesbogblog
Find ud af hemmeligheden bag den gode og livsforlængende søvn
Hvis du har fået nok af søvnløse nætter med tankemylder og mareridt, er her en vej til forandring.
Lisbeth Zornig Andersen tager dig med på en rejse ind i videnskaben om søvn og deler ud af sine egne erfaringer om, hvilke metoder og redskaber der virker – også hvis du har en snorkende partner. Du får her praktiske tips og teknikker til at få styr på søvnens anatomi med zeitgebers og søvntyve, og du vil lære både de indre og ydre vilkår for den gode, foryngende søvn at kende, så du får ny energi og overskud i hverdagen – og opnår en sund og livsforlængende balance mellem krop og sind.
Lisbeth siger selv om bogen: "Efter at have passeret de 50 år OG forsøgt alle de klassiske søvnanbefalinger med en tiltagende følelse af, at jeg bare ikke kunne knække sovekoden, gik jeg i gang med for alvor at nørde søvn. Det måtte da kunne lade sig gøre at sove bare én nat igennem, tænkte jeg. Og hey, pludselig finder jeg ud af, at nyere forskning indenfor søvn åbner for en hel værktøjskasse, der har fået mig til at sove bedre end nogensinde før i mit liv."
I denne bog får du:
- Maggiterningen af den nyeste søvnforskning
- Forståelsen af at sove i ”cykler” af 90 minutter og teknikken til at mestre det
- Alternative veje til hvile, når søvnen udebliver
- Tips til at bekæmpe de moderne ”søvntyve” som snorken (hver 4. dansker OG deres partnere kæmper med det), støj, lys, tankemylder osv.
- Viden om vigtigheden af at drømme og drømmes terapeutiske effekt
- Teknikken til at mestre ”klare” eller ”lucide” drømme, hvor du kan lære både at huske og styre dine drømme
- Teknikken til at tæmme den søvnhæmmende stress gennem tryk på kroppen
- Lisbeths samlede søvnkur med en lang række konkrete forslag til at opnå søvn og forbedre den gennem kost, krop og sind.
- Konkrete casebaserede erfaringer med at forbedre søvnen.
God fornøjelse med din rejse mod søvnens helbredende kraft og et godnat til søvnproblemerne for altid.
Mere livsglæde, mindre stress - forstå dit indre savannemenneske
Lisbeth Zornig Andersen giver her sine bud på, hvordan man kan få større ro og trivsel i en kaotisk verden og stresset hverdag.
Vores kroppe og hjerner er i virkeligheden bygget til noget helt andet, end det liv vi lever i dag. Vi mennesker har som art udviklet os gennem mange tusinder af år på savannen. Livet i flokken på savannen formede os mentalt og fysisk til hvad vi er i dag – klodens dominerende art, der former verden efter vores vilje.
Men selv om vi i dag lever i en moderne asfaltjungle, har vi stadig genetisk et sind og en krop, der blev skabt til noget andet, og som endnu ikke har tilpasset sig de 'nye' moderne omgivelser. Derfor oplever vi ofte et mismatch mellem vores savanne-udviklede behov og det moderne samfunds krav og vilkår. Det skaber mistrivsel.
Lisbeths opfordring er, at vi lærer vores indre savannemenneske at kende. De følelser, det navigerer efter, de fysiske behov, det har. Når det står klart for os, kan vi også handle på det. Og nej, svaret er ikke at opgive det moderne liv. Svaret handler om at skrue lidt op og ned for vaner og være bevidst om det, der hjælper os og vores indre savanne-jeg til livsglæde og ro.
Bogen ’Mere livsglæde, mindre stress’ ligger i forlængelse af ’Zornigkuren’, som fortæller, hvordan du med lette og ofte sjove råd og tilgange kan blive eller forblive fysisk og mentalt stærkt. Det var den kur, Lisbeth selv fulgte, efter hun væltede i livet efter en konkurs og et mentalt kollaps.
Men når du står på benene, hvad gør du så? Ikke bare for at overleve, men leve livet fuldt ud, uden skyld, skam og stress? Hvordan får du smilet frem i hverdagen, det mentale overskud? Hvordan håndterer du de negative følelser, at føle sig ’forkert’, at ikke være god nok, som er følelser, der trækker ned, som giver stress, og skaber mistrivsel?
P.S. Lisbeth har selv indtalt den som lydbog.
Hør Lisbeth Zornig fortælle om sin populære bog 'Mere livsglæde, mindre stress' her 👉
Uddrag fra "Mere livsglæde, mindre stress "
”Noget er galt. Flere og flere af os føler os forkerte. Det gælder i særlig grad de unge, men vi andre bøvler også med stress, følelsen af utilstrækkelighed og et konstant pres.
Statistikkerne taler deres eget sprog. Vi har aldrig været mere pressede og mismodige, end vi er i disse år. Mange af os tager på, sover dårligt og mistrives, mens vi spurter afsted i hamsterhjulet mod noget, vi kan være i tvivl om, hvad er. Det er alt sammen temmelig mærkværdigt, eftersom vi som menneskehed sådan set har indrettet verden og tilværelsen, som vi forestiller os, er det bedste for os.
Så hvad er problemet? Det har jeg tænkt en del over, efter jeg selv er snublet i hamsterhjulet, været nede til tælling og undret mig over, hvad meningen med det hele egentlig er. Og jeg er ikke stoppet ved den undren. Nej, jeg har prøvet at finde ud af, hvad vi egentlig er konstrueret til som art, hvordan vi fungerer, hvad vi har brug for, og hvad vi kan tåle.
Sjovt nok viser svarene, at det vi har gang i lige nu, tåler de fleste af os ret dårligt. Og det er ikke os, der er noget galt med. Vi er som mennesker sådan set ret perfekte – hvis vi altså rendte rundt på savannen.
I de godt 200.000 år, som det moderne menneske – homo sapiens – har levet, har vores nervesystem været indrettet til at navigere i en lille smule stress, til at kunne forholde sig til lille antal andre mennesker og deres følelser, og til at overleve i en verden, hvor de største bekymringer har været ikke at få mad nok, at blive spist af en sabeltiger og at videreføre arten.
Problemet er, at vi i de seneste 200 år har ændret levevilkårene for mennesket så fundamentalt, at vores følsomhed, vores nervesystem, ikke har kunnet følge med.
Den moderne tids sabeltiger dukker op i form af skræmmende e-Boks-beskeder og rudekuverter, frygten for fyringer eller omorganiseringer på jobbet, skilsmisse, alvorlig sygdom, ensomhed, kritik på de sociale medier, uforståelige krige og kriser, som blotter tænder i medierne nonstop. Vi bombarderes konstant og hele tiden med et nærmest uendeligt udbud af farer, som vi oftest ikke kan gøre noget ved. Vi reagerer på dem med et nervesystem, der blev udviklet over årtusinder til at overleve på savannen. Intet under, hvis vi mentalt og fysisk føler, at vi er ved at køre i grøften af overbelastning og udmattelse.
Heldigvis kan vi faktisk gøre noget ved den situation selv. Det er, hvad denne bog handler om. Du får nemme, overskuelige og til tider sjove fif til at afmontere eller dæmpe stressen, du får tips til at skærpe kroppen, og du får også et par råd til, hvordan du trigger dit nervesystem til at falde til ro.”
Zornigkuren - sundhed, selvværd og livsglæde
En bog om at finde sin egen vej til mental og fysisk velvære, så livet kildrer i maven trods modgang
Lisbeth Zornig Andersens oplevede en livskrise i 2019 med en personlig konkurs og nedslidt helbred. Hendes autoimmune sygdomme blussede op, bugfedtet bulnede, søvnen gik fra dårlig til ingen og livsglæden var forsvundet. Hun så kun to veje. Give op og dø af skam eller gøre sig stærk. Lisbeth valgte det sidste.
Efter et års research og arbejde med kost, krop og selvværd er hun nu ti kilo lettere, ti centimeter mindre om livet, 15 år yngre end sin kronologiske alder og tilbage som det overskudsmenneske, hun før var.
Vejen gik omkring viden om vores tarmbakteriers fantastiske evner til at gøre os både slankere og gladere. Vores gener og hvordan vi kan arbejde med at aktivere de gener, der beskytter os. Hvor lidt motion, der skal til for at få en antiinflammatorisk effekt. Hvordan vinterbadning og sauna gør os sundere og gladere. Hvad yoga, meditation og sex rent fysisk gør af gode ting for os. Hvordan gammeldags mormormad via kollagen gør os sundere og smukkere. Genveje til sundhed gennem nemme kostråd. Fastens evne til at forsinke aldringsprocessen. Konkrete tips til den gode søvn. Og hvordan grin og ærefrygt stimulerer vores lykkehormoner.
Måske kan Lisbeths rejse også inspirere dig. Det hele er formidlet simpelt og konkret, og lige til at gå til, hvis du får lyst til at prøve.
Hør Lisbeth Zornig fortælle om bogen 'Zornigkuren - sundhed, selvværd og livsglæde'
Hvad læserne siger
”Har lige læst Zornigkuren, og det er uden tvivl den bedste bog, jeg har læst, og kan klart anbefales. Jeg har i cirka et halvt år levet anti-inflammatorisk, og i bogen fik jeg så mange gode ting med på min vej, som jeg bestemt vil gøre brug af. Tak for en skøn bog.”
“Fantastisk bog. Pragmatisk og inviterede tilgang til et bedre og sundere liv. Med sjove tips og koncentreret videnskab uden det nogensinde bliver kedeligt. Tak Lisbeth.”
“Fuldstændig fantastisk. Et must read. Samler alt hvad der er værd at vide om sundhed og velvære, koger det ned og serverer det i appetitlige og mundrette bidder. Jeg skal både læse den igen og bruge den som opslagsværk. Tak.”
“Skøn bog med masser af god inspiration 👍🏼 Lisbeth skriver på en let forståelig måde og med humor og selvironi.”
“Lærerig, læseværdig. Den bedste og mest inspirerende bog omkring sundhed jeg har lyttet. Lisbeth formulerer sig godt og præcist, hvor hun både er saglig, faglig og underholdende i en herlig blanding.”
“Jeg har på 4 uger tabt 2,5 kg, tabt 6 cm om taljen, fået en velfungerende mave, afføring fra type 7 til 4-5, og føler mig generelt godt tilpas, OG jeg nægter ikke mig selv chokolade (som er min største last
), dog spiser jeg små stykker sund mørk chokolade – og nyder det
. Jeg er ikke overvægtig (fra 66 kg til nu 63,5 – højde 162), så det synes jeg er et godt resultat.
Så igen, tak for et inspirerende foredrag og en god og nyttig bog.
”
Zornig - fra vred til voksen
En bog om at lære at leve og ikke bare overleve
Den voksne Lisbeth Zornig Andersen tager et opgør med den unge Lisbeth og de skader, hun forvoldte andre, i kampen for at lande på begge ben i sit voksenliv. I efterskriftet er der henvisninger og tips til at mestre senfølger af seksuelt misbrug og til at være pårørende. Bogen er en opfølgning på selvbiografien "Zornig - Vrede er mit mellemnavn".
Du kan også se online foredraget "Fra vrede og skam til glæde og livsmestring", som bygger på bogen.
❤❤❤❤❤ Politiken
Hvad læserne siger
"En dybt vedkommende bog, som burde være pligtstof på alle sociale uddannelser. Den nuancerer begrebet mønsterbryder, med en glimrende beskrivelse af hvordan senfølger er en løbende proces, for at forstå, lære og bruge den adfærd og de sociale koder, som for andre er en selvfølge. Den er velskrevet, varm og solidarisk overfor målgruppen."
"Endelig en bog der er værd at klistre i panden! For jeg har brugt så mange ord for at forklare hvad der er galt... nu vil jeg nøjes med at pege på min pande…"
"NU forstår jeg bedre mit reaktionsmønster... 54 år gammel. Tak Lisbeth, for endelig at åbne op for den 'kasse'."
"Igen en dybt vedkommende bog fra Lisbeth der ikke er til at lægge fra sig, når man først er i gang. Hudløst ærligt beskriver hun de senfølger og skader der følger hende på en fantastisk usentimental måde, hvor formålet ikke er at skabe medfølelse, men oplyse. Hun giver stemme til os ramte, skaber mulighed for at spejle sig og gør det så meget nemmere at acceptere og arbejde med egne personlige traumer, der udtrykkes forskelligt hos alle."
"Hver en side fangede mig, ramte mig med genklang. Og for en tid var jeg ikke alene. For en tid følte jeg mig forstået og ikke nær så anderledes/forkert. Jeg mærkede håb i genkendelsen, og jeg både græd og lo undervejs gennem bogen."
Zornig - vrede er mit mellemnavn
En bog om at overleve en barndom i helvede
Lisbeth Zornig Andersens gruopvækkende, sande fortælling om en barndom i under-Danmark. Denne nye udgave indeholder et nyt kapitel samt opdateringer.
Det er den hudløst ærlige beretning om, hvordan et barn i det moderne velfærdsdanmark overlevede en opvækst fyldt med svigt, vold og overgreb fra de voksne omkring hende. Lisbeth Zornig Andersen skildrer med barnets øjne sin egen opvæks med hverdagens rædsler i et samfund, som er skjult for de fleste. En hverdag fyldt med knytnæver, blod, misbrug, straf, sult, stank og frygt. En far, der forsvandt, en stedfar, der gjorde ondt, en mor, der svigtede.
Du kan også se online foredraget "Zornig - vrede er mit mellemnavn".
"Respekt."
❤❤❤❤❤ Politiken
"Et lille mesterværk."
Fyens Stiftstidende
Bogen til far
Nick Allentoft, journalist og far til tre, har skrevet Bogen til Far som en hjælp til at være tryg i rollen som netop far. Bogen inspirerer til at være en nærværende og engageret far, og guider til rent faktisk at være det.
Der er brug for far på rigtig mange måder. Børn har brug for far, fordi børn elsker deres forældre ubetinget. Partneren har brug for far, fordi en familie består af to forældre og børn. Samfundet har brug for far, fordi vi stadig er ved at lære, hvordan man indretter et samfund, hvor både mor og far har beskæftigelse. Med Bogen til Far får børnefamilien en bog, der anerkender far og med afsæt i både forskning og levet liv giver far et klap på ryggen for at tage sin rolle og ansvar. Bogen til Far er oplagt som gave til den kommende far, den nybagte far og som mors gave til manden, når graviditetstesten viser positiv.
Eksperterne siger om Bogen til Far:
“Spændende, velskrevet og personlig, en slags reflekteret sund fornuft – men også en farrolle, der er rummelig og nærværende og tør stå ved sine erfaringer og holdninger. Og med masser af gode råd fra egen værktøjskasse.”
Per Schultz Jørgensen, mangeårig forsker på børneområdet
“Jeg kan rigtig godt lide det. Den beretter om synspunkter og erfaringer på en dejlig hverdagsagtig måde. Dejligt, at far kommer i fokus som noget andet end mor.“
Professor Niels Egelund, DPU
“Det er en page turner. Jeg blev fra starten virkelig begejstret; bogen kommer vidt og bredt rundt i far-manegen, tør være klart defineret og så flyder sproget rigtig dejligt.”
Anette Tvede, Skolelærer i indskolingen