En god røv

Fra nu af er det forbudt at skælde ud på dine numse. Hvorfor? Fordi den har æren for, at vi har udviklet os til at være klodens mest dominerende art. Vi kan som den eneste opretstående og opretgående art løbe på to ben, mens vi holder hovedet stille og blikket fokuseret og har våben i hænderne. Og nej, vel kan vi ikke løbe stærkt som en gazelle. Men vi kan løbe en gazelle træt – faktisk så træt, at den falder om.

Og det var lige præcis det, der skete, da vi hoppede ned fra træerne, rejste os på bagbenene og vandrede ud på savannen og begyndte at smage på dyr. Man mener, at vi i starten spiste ådsler eller skadede dyr, og da vi først fik smag for det søde kød – og i særdeleshed fedtet – udviklede vores hjerne sig fra at veje omkring ½ kilo til at den i dag vejer omkring det tredobbelte.

Og så tog det fart. Vi fandt ud af at jage ved langsom og langstrakt løb. Og vi fandt ud af, at det var vi gode til. Hvorfor? Her kommer den anden store forskel i forhold til andre arter: Fordi vi var nøgne. Altså pelsløse. Så vi kunne svede, ku’ vi. Mens vi løb. De pelsklædte dyr, vi jagede, kunne derimod (og kan stadig) kun komme af med varmen, når de stod eller står stille og pruster. De sveder ikke på samme måde som mennesket.

Så dybest set har vi bare luntet i hælene på det pelsede dyr, indtil det faldt om at udmattelse. Så kunne vi gokke det i hovedet med en sten. Og vupti - mere kød og fedt.

Alt det skyldes din numse, som er den største muskel, vi har (eller rettede havde, for lige skrumper den gevaldigt ind på mange af os, fordi vi sidder for meget ned og lunter og går for lidt). Så tal pænt til og om den, ikk? Uden den havde vi stadig svinget os i træerne og pillet lus ud af hinandens hår. Det lyder nu egentlig også meget hyggeligt, faktisk. 

Okay, nu tænker du måske, at det her lyder som en værre røverhistorie. Det er det ikke. Det er en del af de sjove faktuelle ting, jeg får støvet op i min research af, hvad pokker meningen er med det hele, og hvordan vi lever et liv i balance. Denne gang kommer min viden fra det geniale radioprogram på DR, der hedder ”Sygt nok” med læge og forsker Maja Thiele. Du kan selv lytte til det her. 

Tilbage til ballerne. Nu om dage bruger vi dem knap så meget til at løbe pelsede arter trætte, men de skal stadig aktiveres og udvikles, blandt andet fordi aktivering og udvikling af muskler er sygdomsforebyggende. Muskler i brug – og ballerne er nogle af de største muskler vi har - afgiver blandt andet noget, der hedder myokiner, og de er antiinflammatoriske, altså sygdomsforebyggende og sundhedsfremmende. (Du kan læse mere det om i min bog ”Zornigkuren” eller høre om det i foredraget ”Tigerdyrskuren”.) Det er en af grundene til, at lægen i tilfælde af stress ordinerer rigelige mængder af motion og muskelanvendelse som noget af det første.  

Hvis du gerne vil gøre lidt godt og sundt for dig og din geniale numse, er der her et par tips:

  1. Gå eller lunt en tur hver dag. En halv time er godt og i øvrigt virksomt for meget andet end balletræning.
  2. Når du trænger til at sætte dig, så sæt dig på hug med fodsålerne placeret på gulvet, som for eksempel kinesere (og børn i øvrigt) ofte gør, når de hviler, i stedet for at sætte dig på en stol. Det træner/aktiverer ballemusklen virkelig godt. Det er der faktisk forsket i, som du kan læse mere om her. Det er lidt svært at holde balancen i starten, men pludselig sidder den der (om jeg så må sige). Det er i øvrigt en skrøne, at det at stå op ved skrivebordet skulle være sundt. Det, der er sundt, er bevægelsen/aktiveringen, altså at du rejser dig og sætter dig. Ikke at du står (det kan du høre mere om i ovennævnte DR radioprogram).
  3. Lav gå-møder og gå mens du taler i telefon.
  4. Lyt til bøger i stedet for at sidde ned og læse.

2 kommentarer

Julle My juul

God røv og god weekend 🙏👅😜🤪❤️

Læs mere
Læs mindre
Pernulle Popp

Tak Lisbet!

Du skriver skønt. Med røvgode pointer.

😊🙏

Læs mere
Læs mindre